Dinovenner og som det altid har været.

Alt er som det altid har været, og jeg sidder og tænker på at det er ikke så ringe endda. Det drejer sig om, altid at være der og følge med i et så langsommeligt tempo, ja det der langsommelige tempo som Alexander altid gør tingene i, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Dinovenner og oplevelser ude i haven, der altid ligesom bliver til et eventyr eller to sammen med Alexander og dinovennerne. Den store gule dinoven er altid med allevegne, og det er en helt fornøjelse at se, for min kone og jeg, hvordan Alexander og den store gule dinoven har så stor fornøjelse af hinanden som de to nu engang har, tænker jeg så om det.

Altid, så er det det samme, og det er der vel i og for sig ikke nogen nye nuancer i, men altid drejer det sig om at finde nye nuancer i meget for os, min kone og jeg som forældre til Alexander, en lavtfungerende infantil autist.

Det har været lidt vinter udenfor i weekenden, men nu er det, altså efterårsvejret tilbage i den gængse vane med efterårsvejr, lidt regn og måske noget blæst som lige kommer som et vindpust, når man går udenfor.

Lavtfingerende infantil autisme over det hele, det lavtfungerende der er skal ses som noget der ligesom altid er taget ud af det hele og det er meget vigtigt at skulle se tingene fra Alexanders side og se de små ting der altid står så stille som de nu altid har gjort, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Det står da godt nok lidt stille, men hvad gør det, for det er der jo også en eller anden charme ved, synes jeg at mene. Hvorfor, ja det ved jeg ikke, men igen sådan er det nu blot engang, går jeg udfra.

Autismen der gør sit til at alt er som det er, at det gør at det er som det er, er jo blot en konstatering af at tingene ikke bliver anderledes og derfor er der vigtigste jo blot at kunne acceptere og tror på at tingene er som de er for det er sådan som det er, tænker jeg så om det.

Det lavtfungerende er i det hele, det lavtfungerende er i det et og alt, så at sige, i mange ting, i alting findes det lavtfungerende i alt, hvad der er omkring en, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Nu er vi jo ved at være midt i ugen, og selvom man da godt kan glemme tiden lidt, så er det da noget at tiden ligesom synes at stå helt stille. Egentlig, så er det jo blot som det er med det hele, autismen, den lavtfungerende infantile autisme, dinovennerne, ja det hele hænger sammen så at sige, tror jeg godt at jeg kan kalde det for, så det gør jeg så og ja det er hermed gjort så at sige, tiden går stille og roligt, som det skal, for det er jo sådan det er, går jeg så udfra.

Hvorfor går det egentlig noget langsommere, end det der normalt er, hvorfor går det så meget langsommere, end det er, jo det er fordi at alt altid skal gøres efter Alexanders langsommelige mønster, hvor alt altid synes at være et mønster, efter et eller andet om at det altid er som det er, kan jeg vel så sige om det, tror jeg nok.

Alexander er 15 år, men indeni der er Alexander kun et sted imellem 12 og 24 måneder og det mentale ligger som det altid har gjort på de 2 år og det motoriske som også altid har været lidt foran alt det andet, sådan er der nu blot engang og det er hele i orden, for det er jo sådan det er med en dreng som Alexander.

Det skrevne er her for at skulle skrives og nogen gange, ja mange gange så er det faktisk altid ret så anderledes det som der er at skrive om de lavtfungerende infantile autisme end meget af det som er skreven om den infantile autisme, hvis jeg kan bruge det udtryk her, så det gør jeg så og sidder blot her stille og rolig tilbage med at alting er som det altid har været og ja det er nu en god ting, synes jeg nu at mene.