Dinovenner og som det altid har været.

Alt er som det altid har været, og jeg sidder og tænker på at det er ikke så ringe endda. Det drejer sig om, altid at være der og følge med i et så langsommeligt tempo, ja det der langsommelige tempo som Alexander altid gør tingene i, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Dinovenner og oplevelser ude i haven, der altid ligesom bliver til et eventyr eller to sammen med Alexander og dinovennerne. Den store gule dinoven er altid med allevegne, og det er en helt fornøjelse at se, for min kone og jeg, hvordan Alexander og den store gule dinoven har så stor fornøjelse af hinanden som de to nu engang har, tænker jeg så om det.

Altid, så er det det samme, og det er der vel i og for sig ikke nogen nye nuancer i, men altid drejer det sig om at finde nye nuancer i meget for os, min kone og jeg som forældre til Alexander, en lavtfungerende infantil autist.

Det har været lidt vinter udenfor i weekenden, men nu er det, altså efterårsvejret tilbage i den gængse vane med efterårsvejr, lidt regn og måske noget blæst som lige kommer som et vindpust, når man går udenfor.

Lavtfingerende infantil autisme over det hele, det lavtfungerende der er skal ses som noget der ligesom altid er taget ud af det hele og det er meget vigtigt at skulle se tingene fra Alexanders side og se de små ting der altid står så stille som de nu altid har gjort, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Det står da godt nok lidt stille, men hvad gør det, for det er der jo også en eller anden charme ved, synes jeg at mene. Hvorfor, ja det ved jeg ikke, men igen sådan er det nu blot engang, går jeg udfra.

Autismen der gør sit til at alt er som det er, at det gør at det er som det er, er jo blot en konstatering af at tingene ikke bliver anderledes og derfor er der vigtigste jo blot at kunne acceptere og tror på at tingene er som de er for det er sådan som det er, tænker jeg så om det.

Det lavtfungerende er i det hele, det lavtfungerende er i det et og alt, så at sige, i mange ting, i alting findes det lavtfungerende i alt, hvad der er omkring en, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Nu er vi jo ved at være midt i ugen, og selvom man da godt kan glemme tiden lidt, så er det da noget at tiden ligesom synes at stå helt stille. Egentlig, så er det jo blot som det er med det hele, autismen, den lavtfungerende infantile autisme, dinovennerne, ja det hele hænger sammen så at sige, tror jeg godt at jeg kan kalde det for, så det gør jeg så og ja det er hermed gjort så at sige, tiden går stille og roligt, som det skal, for det er jo sådan det er, går jeg så udfra.

Hvorfor går det egentlig noget langsommere, end det der normalt er, hvorfor går det så meget langsommere, end det er, jo det er fordi at alt altid skal gøres efter Alexanders langsommelige mønster, hvor alt altid synes at være et mønster, efter et eller andet om at det altid er som det er, kan jeg vel så sige om det, tror jeg nok.

Alexander er 15 år, men indeni der er Alexander kun et sted imellem 12 og 24 måneder og det mentale ligger som det altid har gjort på de 2 år og det motoriske som også altid har været lidt foran alt det andet, sådan er der nu blot engang og det er hele i orden, for det er jo sådan det er med en dreng som Alexander.

Det skrevne er her for at skulle skrives og nogen gange, ja mange gange så er det faktisk altid ret så anderledes det som der er at skrive om de lavtfungerende infantile autisme end meget af det som er skreven om den infantile autisme, hvis jeg kan bruge det udtryk her, så det gør jeg så og sidder blot her stille og rolig tilbage med at alting er som det altid har været og ja det er nu en god ting, synes jeg nu at mene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Det har altid været sådan.

Ligesom der lige kommer en dinoven gående, så må vi min kone og jeg blot være der for at se om, hvad det er der sker, autisme i en stille og rolig fart også er det som om Alexander blot er som Alexander altid har været, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Som en lille vind er det sikkert og vist, at der ikke sker ret meget også alligevel, så sker der altid et nyt eventyr eller to ude i haven sammen med den store gule dinoven. Det er disse eventyr med den store gule dinoven som er værd at samle på, som er værd at være her for, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Der kommer en dinoven gående nedad markvejen og lidt efter dinovennen kommer der en smilende Alexander som går stille og rolig ved siden af dinovennen som jo er den store gule dinoven. Denne gang er den lysebrune fætter skarptand og den store grå dinoven også med på gåturen nedad markvejen.

Dinovenner har altid været Alexanders allerbedste dinovenner, for de er her bare, sådan helt efter Alexanders et eller andet og det er godt at se for min kone og jeg, hvordan det hele ligesom kommet til at fungere for Alexander helt efter hensigten med Alexanders dinovenner, tænker jeg så lidt.

Det lavtfungerende hos Alexander er jo noget som altid er der og det kan ses i så utrolig mange af de ting som Alexander er og gør. Men det virker alligevel og fungerer. Men der skal helst ikke være for store ændringer i Alexanders gøren og laden for at det kan skabe lidt et eller andet, hvis jeg kan bruge det udtryk her, sådan sagt, hvis jeg kan bruge den formulering her.

Autismen er jo som den er og autismen hos Alexander har altid været noget der har været til at se,og tja det kan mennesker sådan set godt forstå, men det er når de hører at autismen også godt kan være synlig hele tiden, for mennesker plejer jo sådan at sige at autisme jo er et usynligt handikap, men sådan er det så ikke her vil jeg så indskyde, hvis jeg ellers må det. Her kommer autismen frem i gu gu lyde og Alexander lyde som y y og når det hele måske bliver lidt for overvældende eller sådan noget lignende går jeg som Alexanders far udfra.

Det er altid lidt anderledes med den lavtfungerende infantile autisme for det er som om at alting altid ligesom starter forfra, sådan lidt igen og igen, hvis jeg kan bruge det udtryk her. Der er et holdepunkt og holdepunktet er stadigvæk det samme også om lidt lang tid, for lidt tid siden og for et længere stykke tid siden og lige om lidt også lige ude i fremtiden også går jeg så udfra som Alexanders far.

Der er ikke den store forandring, der er slet ingen forandringer. Jeg tror at udfordringen ligger i,  at fastholde troen på det der er, troen på det som altid har været også bevare den tro på at det altid vil være som det er, tror jeg at jeg vil skrive her til slut i mit indlæg også vende tilbage en anden med noget mere at skrive om Alexander, autismen, dinovennerne og alt det der lige er i øjeblikket omkring Alexander og den lavtfungerende infantile autisme og alt det andet, sådan set.

Det har altid været sådan, ja det var vist min titel på oplægget her, men det gør slet ikke noget fordi det er som det er med den lavtfungerende infantile autisme og ja det er ret så lavtfungerende i et og alt.

Alexander kommer jo hjem på weekend i morgen, så det glæder mor og far sig til og gad vide om der ikke så kommer et par eventyr sammen med den store gule dinoven, ja og nu skal jeg nok holde op med at skrive, så jeg vender blot tilbage en anden gang med mere om Alexander, lavtfungerende infantil autisme, dinovenner og lidt mere, sådan er det jo bare går jeg udfra.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det lille hvide område, som er der, blot er der.

Det lille hvide område, som er taget ud af ingenting. Men det kan betyde så meget, når der er noget som der skal vides eller noget som man ikke ved, men gerne vil have at vide, kender i det, det lille hvide område, noget der får en betydning for meget, kan jeg kalde det for det lille hvide område.

Jeg prøver lige igen, det lille hvide område som kan være ingenting, men i og for sig kan der også være alt, betyde alt. Folk må da godt kalde mig for tosset eller et eller andet. Men det lille hvide område er noget der kan have betydning for meget her i livet også alligevel være noget som har en del betydning for meget her i livet, tænker jeg så.

Det lille hvide område er det som der ligesom mangler, her hos Alexander, det der med at der ligesom er noget der er, men som man ikke ved 100 procent hvad er, kan jeg sige det sådan, ja det kan jeg vel, for det har jeg lige gjort. Det lille hvide område, der mangler, ligesom til at fuldgøre det til et helt billede for mig, tænker jeg så.

Dinovenner er noget der altid har en vigtig del af Alexanders lavtfungerende infantile autisme også stilstanden som jeg egentlig synes er noget for sig, for mange gange så ser man meget i en stilstand af tingene, en stilstand som ligesom gør det lidt anderledes. Dinovenner er Alexanders allerbedste dinovenner og dinovenner er noget som Alexander har, ja blot har, tænker jeg så og dinovenner er det som Alexander er mest glad for, siger jeg så som Alexanders far.

Nogen vil måske sige, hvad har dinovenner med lavtfungerende infantil autisme at gøre. Men herhjemme hører de to altså sammen, ja sammen med stilstanden og det hele kan da godt give mig lidt stilhed, at tænke over, så det gør jeg lige, mens jeg skriver det her.

Når alt er som det er, så skal man ikke tænke for meget over tingene, det gør jeg jo så alligevel. En tidslinje der ligesom går i stå og blot er der, er det mærkeligt at sige sådan om noget som kan beskrives som en tidslinje, der blot er gået i stå og ja der forbliver den så, altså tidslinjen, synes jeg at mene.

Det lille hvide område, det kan vel også beskrives som en blank side der ikke er læst i en bog. Den blanke side i bogen kan give dig en viden om noget som er vigtigt, igen det lille hvide område er vel egentlig beskrivelsen af noget som man ikke ved endnu, men som man gerne vil vide, lyder det logisk nok eller hvad?.

Autisme, lidt på en anderledes måde, med Alexander lyde som kommunikation ud imod en verden der forstår og accepterer den måde som den lavtfungerende autisme er på. Et lille emne der ligesom optager sindet er den mentale retardering, der igen skal ses som en del af noget som man vel egentlig godt kan kalde for det lavtfungerende, det gør jeg ihvertifald, sådan har det vist altid været, synes jeg at mene.

Autismen fylder, men hvor vigtig er det så at vide hvad man gør. En mental retardering der ligesom er et eller andet sted ude i skoven, en ubevidsthed der ligesom gør det hele lidt mere personlig, end som så, kan jeg sige det på den måde.

Retarderingen følger blot alt det andet og altid så er det en måde, jeg ligesom siger til mig selv på, at det er sådan det er. Det mentale er blot noget som altid skal tages højde for. Jeg er sådan set godt tilfreds med det mentale, som det er, indimellem er det dog lidt underligt, at det man hører mest om, er autistiske børn der er gode til et eller andet, eller på anden måde, et eller andet, synes jeg så at mene.

At kunne tale om autisme og retardering og en dreng som Alexander, som jo slet ikke er så lille mere. Det, at kunne tale, om Alexander, som jo er retarderet og meget autistisk, også det her med den lavtfungerende infantile autisme og det lavtfungerende.

Jeg tager lige fat om ordet retardering, for egentlig så virker det lidt forvirrende for mig, for jeg kunne da godt tænke mig at læse lidt mere om autisme og retardering, en retardering gør meget, er meget, ligesom lidt det hele, og med lavtfungerende autisme, så er det da lidt et eller andet, synes jeg at mene.

Hvad betyder det, ordet retardering, at være lidt mere forvirret end det man normalt er, nu er det jo mig der skriver her og igen kunne jeg som far godt tænke mig, at der var lidt mere at læse om lavtfungerende infantil autisme og en mental retardering, det ligesom ligger lidt ude i skoven, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Hvor kommer historien fra.

Hvor kommer historien fra, nå alle har vi en histore at komme med. Men det er mange gange fortalt ud fra det man lige er i eller står i lige her og nu. Jeg skriver mange gange lidt anderledes end det der er omkring infantile autisme.

Det har været et par urolige måneder med Alexander og det her med epilepsien. Men det drejer sig ligeså meget om at fortælle om den lavtfungerende infantile autisme for det er der ikke så mange der gør og det synes jeg endnu engang at jeg undrer mig lidt over og igen hvor kommer historien fra for alle har vi jo en historie at fortælle, synes jeg at mene.

Hvorfor er det så vigtigt at kunne fortælle sin historie, udfra det som er fordi det er det som er essensen af meget af det som blot er, tænker jeg så stille og rolig for mig selv. Alexander er meget handikappet af Alexanders lavtfungerende infantile autisme og derfor er det vigtigt for mig, Alexanders far at få det budskab ud til andre mennesker.

Jeg skriver blot som det kommer og tit og ofte hører jeg den her med at autisme er et usynligt handikap men igen så må jeg jo så ligesom skrive at, sådan er det langtfra i alle tilfælde. Alexander er lavtfungerende infantil autist og her er alt meget synligt, alt lige fra a til z, synes jeg så at mene.

Autisme er for mig noget som blot er i luften og det her med hvordan man betegner personer med autisme er sådan lidt personlig for hvad kalder man en autist, er det blot det at kalde en person for en der har autisme, eller skal man som jeg gør individualisere det og blot kalde en person der har autisme for en autist, det er sådan jeg gør og sådan vil det altid være for autisme er ligeså forskellig som personer er, så jeg vil til enhver tid kalde en person med autisme for en autist og det er der absolut ingenting i, synes jeg så at mene. Måske er det fordi at Alexanders infantile autisme er lavtfungerende og alt synes ligesom at have stået stille i ret så mange år nu, er det derfor, ja måske, hvem ved, ja se det er et godt spørgsmål.

Igen, hvor kommer historien fra, det er vigtigt at få beskrevet historien om den lavtfungerende infantile autisme for det er der ikke ret mange der gør. Den lavtfungerende infantile autisme, hvor alt altid synes at starte forfra og blot være det som den lavtfungerende infantile autisme altid er.

Alexander er som Alexander er og selvom der er meget som er lidt et eller andet, så skal der altid tænkes sådan lidt forfra også blive på det hersens før stadie, istedet for det her med blot at tænke i, at det er vigtigt at der ligesom kommer lidt pædagogik ind i billedet. Pædagogik, ja hvad er det for noget, tænker jeg så. Det behøves vi ikke så meget af her, tænker jeg så stille og roligt for mig selv, mens jeg skriver det her.

Det stille og rolige er de sidste par måneder blevet forstyrret hos Alexander og det er efterhånden ved at blive til det stille og rolige igen og det er sådan det åbenbart skal være. Der må ikke være forandringer. Der må ikke være de store ting, det skal blot være og er som det plejer.

Alexander kommer her i eftermiddag hjem til dinovennerne på weekend og det er alt for Alexander med Alexanders dinovenner og Alexander er som Alexander er, glad og tilfreds med at være sammen med Alexanders dinovenner. Alexander, det er som om at Alexander bedre kan finde ud af dinovenner frem for mennesker, ja det skriver jeg let som ingenting for det er sådan at jeg ser det som Alexanders far, ja sådan er det nu blot engang.

Det vigtige, i at fortælle sin historie er vel essensen af meget. Det er som det er og nogen gange er det lidt et eller andet at skrive om noget der ikke er så meget om, men igen det er jo sådan det er, går jeg så udfra.

Samfundet for de lavtfungerende, samfundet for de som ikke kan så meget, samfundet for de lavtfungerende infantile autistiske, meget autistiske, en lavtfungerende intelligens, alt i et og et i alt, vil jeg så slutte mit indlæg for denne gang med at skrive.

Alexander, MR scanning, mandag den 2. november 2015

En MR scanning allerede på mandag. Det er det, som Alexander skal på mandag. Alexander havde ellers fået en tid midt i januar. Men Alexander er blevet sat på en akut liste ude i Århus og Alexander har nu fået en tid allerede på mandag.

Det drejer sig om at finde ud af, hvilken form det er for epilepsi det her er, og om hvilken medicin der er den som Alexander skal tage fremover, går jeg så udfra. Kender i det her med noget som egentlig først skulle ske om et par måneder og så alligevel, så bliver det lige om lidt at Alexander skal til den MR scanning.

På Alexanders EEG undersøgelse kunne der ses en skygge, og det er også for at se hvad det nu er for noget, går jeg så også udfra også det om epilepsien, gad vide om det måske er det samme det der med skyggen og det der med epilepsien, ja det må tiden jo så vise, når Alexander skal til MR scanning på mandag.

Solen har skinnet i dag og jeg har siddet lidt ude på terrassen og kigget ned på skoven mens mine tanker har fået frit løb. Det er jo meget vigtigt at få alle enkelthederne med når Alexander skal til den MR scanning på mandag.

Ligeledes er det vigtigt at det er essentielt at huske alle enkelthederne i det hele, tænker jeg så. Solen skinner lige igennem træerne, som jeg kan se det inde fra stuen, hvor jeg sidder og skriver det her.

Det var en telefonopringning oppe fra Holberghus i går aftes der ligesom gav os det om at Alexander allerede på mandag skal ud til MR scanningen ude i århus, mor og vores kontaktperson oppe på Holberghus, så det er som det skal være.

Hvordan skal det så gå, jo som altid går det stille og roligt, jo min kone og jeg kan da godt blive lidt bekymret for om hvad sådan en MR scanning vil vise, men som altid tager vi det som det kommer, sådan helt stille og roligt, nede på jorden, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Tidligere i dag har jeg siddet ude på terrassen, her forsøgte jeg at få tal på alle de efterårsblade der ligger ude på græsplænen, som det var mange blade der lå på græsplænen og jeg tænkte så også på den stille og rolige skov nede i baggrunden, hvor jeg kunne se solen ligesom glitre gennem det hele, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Når alting altid står stille, så er det godt at der ligesom sker noget. Når alting altid har stået stille, så er det godt at der ligesom er et eller andet, der måske kan give svar istedet for spørgsmål, synes jeg at mene. Jeg vil så også sige, der kommer altid en vis bekymring fra far af, men igen sådan er det jo nok bare med mig, går jeg udfra.

Der er jo allerede et eller andet, der er jo allerede så meget og det som min kone og jeg ligesom leder lidt efter er svar på, hvad der foresager alt det der forstyrrelsespostyr omkring de her krampeanfald, som så allerede har fået et navn, tænker jeg så stille og roligt.

Der er ingen grund til panik, selv om det da er lidt mange ting at kapere på en gang, men igen sådan er der jo så så meget, tænker jeg så på. De sidste par måneder har der været mere postyr end der nogensinde har været før og nu håber min kone og jeg blot på at få nogen svar som vi, altså min kone og jeg kan bruge til noget.

Nu ser det næsten ud som om at solen er ved at gå ned for i dag, jo det er jo blevet vintertid, selv om stolene og havebordet ikke er kommer ind endnu. Det er jo også ganske mildt udenfor, når man ligesom tænker på at det er den sidste dag i oktober, går jeg så udfra.

Der er altid noget nyt at erfare i denne verden, og nu er det jo så at det er ligesom om at man skal til at træde ind i en helt anden verden, kender nogen af jer det, selvom i godt ved hvad det er, så er der altid noget nyt at erfare. Mange gange, ja næsten altid, så er det at se ting i enkeltheder også på en eller anden måde forbinde det hele, for så kommer der ligesom et mål ud af det hele, synes jeg så at mene.

Når jeg står ude i den lille tvstue og kigger ud ad vinduet, ja så kan jeg se ned over Laurbjerg. Der er en lille dis som gør at jeg synes de 5 møller der står nede på bakken ovenfor Laurbjerg, ligesom bliver lidt utydelige og herude i gården er vinden helt stille, mens vimplen oppe i flagstangen blæser lidt.

Det er som det er og alt er som det altid har været, nej det passer vel ikke helt, går jeg udfra. Men det er godt, at Alexander kommer til den MR scanning på mandag, for så får min kone og jeg på en forholdsvis de svar som vi, altså min kone og jeg søger, går jeg så udfra.

Dinovennerne venter på at Alexander kommer hjem på fredag på weekend, næste weekend også kan tingene starte igen helt forfra, igen som det ligesom føles med Alexanders lavtfungerende infantile autisme.

Det er nogen gange som om at det er sket før det hele. Næste weekend kommer der så et par eventyr mere med Alexander og den store gule dinoven og alle de andre af Alexanders dinovenner.

Hernedefra forenden af markvejen vil jeg nu stoppe med at skrive for denne gang for at skrive lidt mere en anden gang, hernede 850 meter fra landevejen, næsten 1 kilometer fra civilisationen, tænker jeg så lidt om det vil jeg så slutte mit indlæg med at skrive, tror jeg nok

At kunne følge lidt med, kan jeg vel kalde det her for.

At kunne se, at kunne være der, at kunne observere er noget af det som skal gøres, når man har et lavtfungerende autistisk barn. Det er det lavtfungerende, der bestemmer ret så meget. Det lavtfungerende findes i den måde som Alexander er på, den måde som Alexander reagerer på, kan jeg vel så sige.

Hvordan er det at se ud fra et spejl, også kigge lidt indad i det samme spejl, det spejlbillede der kommer tilbage til en, er for mig at se hvordan Alexander klarer sig i det daglige, hvor selv noget lillebitte kan give lidt udfordringer.

Der har været lidt forandringer med de hersens krampeanfald som nu er blevet til epilepsianfald der ligesom kommer engang imellem og forstyrer det der stille og rolige. Nogen gange er det da lidt svært at være med på det hele, men så er det blot at det drejer sig om at sætte farten lidt ned og være der, ja blot være der.

Dinovenner er dinovenner og indgangsvinklen til Alexanders lavtfungerende infantile univers. Det er jo som det er, dinovenner er Alexanders helt egen autistiske måde at være på, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Det det er er også det som altid skal gåes udfra, og der skal ikke være nogen ændringer i noget, for så kan det være lidt forvirrende og lidt sådan et eller andet tænker jeg. Det samme, hver gang altid. Det er blot en måde at være på, en måde at leve på, siger jeg så bare og et eller andet, mens jeg skriver.

At være der og gå en tur med dinovenner, den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand, hvor alting altid er som Alexander vil have det. Det er den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand, det ligesom kører efter og det vigtigte er at følge den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptands bevægelser, hvor den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand går hen, så at sige, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Autismen er noget som blot er her, autismen kan ses i alt som Alexander er og alt hvad Alexander gør men alligevel så er alt måske lidt anderledes end det man hører om. Det drejer sig om at kunne komme på et plan, hvor det er dig der skal kunne forstå Alexander også blive der på det niveau i et og alt, hvis jeg kan sige det på den måde.

Det her med at være et med øjeblikket, at være et med det som lige er i teten her og nu, det lavtfungerende, set fra den side hvor forståelse er noget af det vigtigste der er, der eksisterer. Det med øjeblikket, er vigtigt, synes jeg at mene. For det er nemlig i øjeblikket, at man finder så utrolig meget.

En gåtur ud foran på terrassen er det som godt kan tage lidt lang tid, det kommer alt sammen an på hvor mange dinovenner der skal være med på gåturen også må man jo ikke glemme Alexanders blå båd og den sorte murspand. Nogen gange kan det ses som om at der er en eller anden forståelse imellem Alexanders blå båd og den sorte murspand og også alle Alexanders spande i forskellige farver kan ses som om at det er ganske forståelig i den rækkefølge som det hele bliver stillet op i, ja det ka da godt være at det lyder som et eller andet, men igen det er jo også blot min opfattelse af, hvordan tingene ligesom sker, for det sker altid på samme måde, på samme et eller andet, i det selvsamme øjeblik, kan jeg vel så sige, var det til at forstå eller var det lidt for kringlet eller et eller andet deromkring.

Men hvad så med sådan noget som det at komme på eventyr ude i haven. Der er altid et eller andet som lige sker. Altid så kan der lige komme en fugl som lige gør at Alexander kigger op. Nogen gange er det som om at Alexander ligesom helt går ind i sig selv, også kommer der mange gåture i rute fra terrassen ned til Alexanders gynge, hvor Alexander og den store dinoven lige får sig en af mange gyngeture i løbet af en weekend hjemme hos mor og far.

Man skal være der 100 procent for blot at være en del af det også samtidig kunne sætte sig ind i et lavtfungerende autistisk univers, hvor tid ikke er så vigtig og tiden godt kan stå lidt stille. Sådan føles det ihvertifald, synes jeg at mene. Det drejer sig blot om at være der og ja blot se, observere alt, hvad der er, tænker jeg så.

Sikke meget at skrive, når det eneste jeg egentlig ville skrive, var at man skal være der for at være der eller sådan noget for det er vigtigt at følge med i alle de der ting der er omkring et eller andet med vore børn, tænker jeg så.

Det giver så meget.

Det giver et eller andet, blot at være her. Der er så meget som blot er. En Alexander lyd som gu gu, gad vide, hvad det betyder. Alexander er glad, men der er jo så meget, med det nye og det gamle, som altid er det samme.

Alt det der med udvikling har altid stået stille og altid, så er alting som det plejer at være. Autismen, stille og roligt tager autismen det som det nu engang er, kan jeg vel så tænke om det.

Men roen kan godt blive forstyrret, for det er så vigtigt at alt altid er stille og roligt, uden de helt store forstyrrelser, men nu er der så kommet nogen krampeanfald der ligesom forstyrrer roen og det har de, altså lægerne oppe på Randers Centralsygehus har fundet ud af, at det er epilepsi, så nu har de krampeanfald altså fået et navn, som er en eller anden form for epilepsi.

Alexander er hjemme på weekend og her i eftermiddag var Alexander med i Hammel for at handle og Alexander skulle på vanligvis have Alexanders 2 sodavand og mælkesnitter.

Da bilen igen kom hjem havde Alexander fundet Alexanders blå båd og Alexander havde også fundet Alexanders spande også lidt vand også er det altid sjovt med Alexander og den store gule dinoven. Den store gule dinoven, der så plasker med lidt vand og Alexander der griner og smiler over hele femøren, hvis far kan bruge det udtryk her.

Det har været en lidt urolig tid for Alexander, men nu er det som om at der er ved at falde lidt ro, sådan, meget stille og roligt, dog er det som om at alting ligesom går lidt langsommere, men sikkert og det er også sådan det skal være, tænker jeg så, mens jeg skriver.

Der er ro, men lidt uro, dog ikke denne weekend, hvor Alexander lige har samlet alle dinovennerne ude foran fjernsynet ude på bordet, ude i den lille tv stue. Jeg tænker at det er rigtig godt, sådan at se Disneys Bertram og Bianca, sådan en fredag aften.

Stille og rolig, dog uden den uro som ellers har været. Det er nu engan dejligt at se synes jeg så at mene. Herhjemme har autismen jo altid været lidt anderledes, end det man normalt hører om. Det lavtfungerende, ja to ord som jeg bruger rigtig meget, men de to ord betyder meget. Det lavtfungerende i et samfund, hvor der ligesom er mere brug for forståelsesproblemer det lavtfungerende der også kan være i et samfund som det danske, tænker jeg så.

Alexander, ja det drejer sig altid om her og nu. Hvordan, det end er, så betyder alt et eller andet, tror jeg nok. Det lavtfungerende, ja hvad er det for noget. Det lavtfungerende er alt det som Alexander ser og ligesom gør i Alexanders meget autistiske måde at være på.

Gu gu, en Alexander lyd der ligesom kan betyde mange ting, men den store gule dinoven står ude på bordet i den lille tv stue og ser tegnefilm med Alexander og ja der kommer mange gu gu Alexander lyde derude fra.

Den lave intelligens og det lavtfungerende har vel egentlig ogsånoget med hinanden at gøre. Det er noget der ikke betyder så meget for det betyder nu ikke så meget, men engang imellem er det nu blot rart at få sat lidt ord på.

Hvad er det, der betyder så meget, ja alt vel, sådan set, hvis jeg kan sige det sådan og det er nu godt at alt ligesom er blevet stille og roligt igen. Det er det bedste, synes jeg så at mene.

Roen har ligesom fundet Alexander igen. Der har da været lidt sådan et eller andet, men det er jo blot som det er og en stille, fred og ro er nu det allerbedste. Det hele er jo sådan set meget nyt, det her med epilepsien oveni den lavtfungerende infantile autisme, men egentlig, så drejer det sig jo blot om at være der og gøre det bedste der er for Alexander og det er virkelig at tage det stille og roligt, ja sådan er det nu blot engang.

At tænke på som det er også kommer jeg lige pludselig i tanke om at det er godt det er som det er for ja det bliver jo ikke anderledes og ja det er min kone og jeg godt tilfredse med, sådan har det jo i grunden altid været, tænker jeg så.

Det giver et eller andet, blot at være her, selvom alt er som det er og ja hvad så, tænker jeg så lidt for mig selv. Det er så meget, blot at være her og se, gøre det hele, sådan ja, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Continue reading