Dinovenner og som det altid har været.

Alt er som det altid har været, og jeg sidder og tænker på at det er ikke så ringe endda. Det drejer sig om, altid at være der og følge med i et så langsommeligt tempo, ja det der langsommelige tempo som Alexander altid gør tingene i, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Dinovenner og oplevelser ude i haven, der altid ligesom bliver til et eventyr eller to sammen med Alexander og dinovennerne. Den store gule dinoven er altid med allevegne, og det er en helt fornøjelse at se, for min kone og jeg, hvordan Alexander og den store gule dinoven har så stor fornøjelse af hinanden som de to nu engang har, tænker jeg så om det.

Altid, så er det det samme, og det er der vel i og for sig ikke nogen nye nuancer i, men altid drejer det sig om at finde nye nuancer i meget for os, min kone og jeg som forældre til Alexander, en lavtfungerende infantil autist.

Det har været lidt vinter udenfor i weekenden, men nu er det, altså efterårsvejret tilbage i den gængse vane med efterårsvejr, lidt regn og måske noget blæst som lige kommer som et vindpust, når man går udenfor.

Lavtfingerende infantil autisme over det hele, det lavtfungerende der er skal ses som noget der ligesom altid er taget ud af det hele og det er meget vigtigt at skulle se tingene fra Alexanders side og se de små ting der altid står så stille som de nu altid har gjort, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Det står da godt nok lidt stille, men hvad gør det, for det er der jo også en eller anden charme ved, synes jeg at mene. Hvorfor, ja det ved jeg ikke, men igen sådan er det nu blot engang, går jeg udfra.

Autismen der gør sit til at alt er som det er, at det gør at det er som det er, er jo blot en konstatering af at tingene ikke bliver anderledes og derfor er der vigtigste jo blot at kunne acceptere og tror på at tingene er som de er for det er sådan som det er, tænker jeg så om det.

Det lavtfungerende er i det hele, det lavtfungerende er i det et og alt, så at sige, i mange ting, i alting findes det lavtfungerende i alt, hvad der er omkring en, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Nu er vi jo ved at være midt i ugen, og selvom man da godt kan glemme tiden lidt, så er det da noget at tiden ligesom synes at stå helt stille. Egentlig, så er det jo blot som det er med det hele, autismen, den lavtfungerende infantile autisme, dinovennerne, ja det hele hænger sammen så at sige, tror jeg godt at jeg kan kalde det for, så det gør jeg så og ja det er hermed gjort så at sige, tiden går stille og roligt, som det skal, for det er jo sådan det er, går jeg så udfra.

Hvorfor går det egentlig noget langsommere, end det der normalt er, hvorfor går det så meget langsommere, end det er, jo det er fordi at alt altid skal gøres efter Alexanders langsommelige mønster, hvor alt altid synes at være et mønster, efter et eller andet om at det altid er som det er, kan jeg vel så sige om det, tror jeg nok.

Alexander er 15 år, men indeni der er Alexander kun et sted imellem 12 og 24 måneder og det mentale ligger som det altid har gjort på de 2 år og det motoriske som også altid har været lidt foran alt det andet, sådan er der nu blot engang og det er hele i orden, for det er jo sådan det er med en dreng som Alexander.

Det skrevne er her for at skulle skrives og nogen gange, ja mange gange så er det faktisk altid ret så anderledes det som der er at skrive om de lavtfungerende infantile autisme end meget af det som er skreven om den infantile autisme, hvis jeg kan bruge det udtryk her, så det gør jeg så og sidder blot her stille og rolig tilbage med at alting er som det altid har været og ja det er nu en god ting, synes jeg nu at mene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det har altid været sådan.

Ligesom der lige kommer en dinoven gående, så må vi min kone og jeg blot være der for at se om, hvad det er der sker, autisme i en stille og rolig fart også er det som om Alexander blot er som Alexander altid har været, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Som en lille vind er det sikkert og vist, at der ikke sker ret meget også alligevel, så sker der altid et nyt eventyr eller to ude i haven sammen med den store gule dinoven. Det er disse eventyr med den store gule dinoven som er værd at samle på, som er værd at være her for, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Der kommer en dinoven gående nedad markvejen og lidt efter dinovennen kommer der en smilende Alexander som går stille og rolig ved siden af dinovennen som jo er den store gule dinoven. Denne gang er den lysebrune fætter skarptand og den store grå dinoven også med på gåturen nedad markvejen.

Dinovenner har altid været Alexanders allerbedste dinovenner, for de er her bare, sådan helt efter Alexanders et eller andet og det er godt at se for min kone og jeg, hvordan det hele ligesom kommet til at fungere for Alexander helt efter hensigten med Alexanders dinovenner, tænker jeg så lidt.

Det lavtfungerende hos Alexander er jo noget som altid er der og det kan ses i så utrolig mange af de ting som Alexander er og gør. Men det virker alligevel og fungerer. Men der skal helst ikke være for store ændringer i Alexanders gøren og laden for at det kan skabe lidt et eller andet, hvis jeg kan bruge det udtryk her, sådan sagt, hvis jeg kan bruge den formulering her.

Autismen er jo som den er og autismen hos Alexander har altid været noget der har været til at se,og tja det kan mennesker sådan set godt forstå, men det er når de hører at autismen også godt kan være synlig hele tiden, for mennesker plejer jo sådan at sige at autisme jo er et usynligt handikap, men sådan er det så ikke her vil jeg så indskyde, hvis jeg ellers må det. Her kommer autismen frem i gu gu lyde og Alexander lyde som y y og når det hele måske bliver lidt for overvældende eller sådan noget lignende går jeg som Alexanders far udfra.

Det er altid lidt anderledes med den lavtfungerende infantile autisme for det er som om at alting altid ligesom starter forfra, sådan lidt igen og igen, hvis jeg kan bruge det udtryk her. Der er et holdepunkt og holdepunktet er stadigvæk det samme også om lidt lang tid, for lidt tid siden og for et længere stykke tid siden og lige om lidt også lige ude i fremtiden også går jeg så udfra som Alexanders far.

Der er ikke den store forandring, der er slet ingen forandringer. Jeg tror at udfordringen ligger i,  at fastholde troen på det der er, troen på det som altid har været også bevare den tro på at det altid vil være som det er, tror jeg at jeg vil skrive her til slut i mit indlæg også vende tilbage en anden med noget mere at skrive om Alexander, autismen, dinovennerne og alt det der lige er i øjeblikket omkring Alexander og den lavtfungerende infantile autisme og alt det andet, sådan set.

Det har altid været sådan, ja det var vist min titel på oplægget her, men det gør slet ikke noget fordi det er som det er med den lavtfungerende infantile autisme og ja det er ret så lavtfungerende i et og alt.

Alexander kommer jo hjem på weekend i morgen, så det glæder mor og far sig til og gad vide om der ikke så kommer et par eventyr sammen med den store gule dinoven, ja og nu skal jeg nok holde op med at skrive, så jeg vender blot tilbage en anden gang med mere om Alexander, lavtfungerende infantil autisme, dinovenner og lidt mere, sådan er det jo bare går jeg udfra.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det lille hvide område, som er der, blot er der.

Det lille hvide område, som er taget ud af ingenting. Men det kan betyde så meget, når der er noget som der skal vides eller noget som man ikke ved, men gerne vil have at vide, kender i det, det lille hvide område, noget der får en betydning for meget, kan jeg kalde det for det lille hvide område.

Jeg prøver lige igen, det lille hvide område som kan være ingenting, men i og for sig kan der også være alt, betyde alt. Folk må da godt kalde mig for tosset eller et eller andet. Men det lille hvide område er noget der kan have betydning for meget her i livet også alligevel være noget som har en del betydning for meget her i livet, tænker jeg så.

Det lille hvide område er det som der ligesom mangler, her hos Alexander, det der med at der ligesom er noget der er, men som man ikke ved 100 procent hvad er, kan jeg sige det sådan, ja det kan jeg vel, for det har jeg lige gjort. Det lille hvide område, der mangler, ligesom til at fuldgøre det til et helt billede for mig, tænker jeg så.

Dinovenner er noget der altid har en vigtig del af Alexanders lavtfungerende infantile autisme også stilstanden som jeg egentlig synes er noget for sig, for mange gange så ser man meget i en stilstand af tingene, en stilstand som ligesom gør det lidt anderledes. Dinovenner er Alexanders allerbedste dinovenner og dinovenner er noget som Alexander har, ja blot har, tænker jeg så og dinovenner er det som Alexander er mest glad for, siger jeg så som Alexanders far.

Nogen vil måske sige, hvad har dinovenner med lavtfungerende infantil autisme at gøre. Men herhjemme hører de to altså sammen, ja sammen med stilstanden og det hele kan da godt give mig lidt stilhed, at tænke over, så det gør jeg lige, mens jeg skriver det her.

Når alt er som det er, så skal man ikke tænke for meget over tingene, det gør jeg jo så alligevel. En tidslinje der ligesom går i stå og blot er der, er det mærkeligt at sige sådan om noget som kan beskrives som en tidslinje, der blot er gået i stå og ja der forbliver den så, altså tidslinjen, synes jeg at mene.

Det lille hvide område, det kan vel også beskrives som en blank side der ikke er læst i en bog. Den blanke side i bogen kan give dig en viden om noget som er vigtigt, igen det lille hvide område er vel egentlig beskrivelsen af noget som man ikke ved endnu, men som man gerne vil vide, lyder det logisk nok eller hvad?.

Autisme, lidt på en anderledes måde, med Alexander lyde som kommunikation ud imod en verden der forstår og accepterer den måde som den lavtfungerende autisme er på. Et lille emne der ligesom optager sindet er den mentale retardering, der igen skal ses som en del af noget som man vel egentlig godt kan kalde for det lavtfungerende, det gør jeg ihvertifald, sådan har det vist altid været, synes jeg at mene.

Autismen fylder, men hvor vigtig er det så at vide hvad man gør. En mental retardering der ligesom er et eller andet sted ude i skoven, en ubevidsthed der ligesom gør det hele lidt mere personlig, end som så, kan jeg sige det på den måde.

Retarderingen følger blot alt det andet og altid så er det en måde, jeg ligesom siger til mig selv på, at det er sådan det er. Det mentale er blot noget som altid skal tages højde for. Jeg er sådan set godt tilfreds med det mentale, som det er, indimellem er det dog lidt underligt, at det man hører mest om, er autistiske børn der er gode til et eller andet, eller på anden måde, et eller andet, synes jeg så at mene.

At kunne tale om autisme og retardering og en dreng som Alexander, som jo slet ikke er så lille mere. Det, at kunne tale, om Alexander, som jo er retarderet og meget autistisk, også det her med den lavtfungerende infantile autisme og det lavtfungerende.

Jeg tager lige fat om ordet retardering, for egentlig så virker det lidt forvirrende for mig, for jeg kunne da godt tænke mig at læse lidt mere om autisme og retardering, en retardering gør meget, er meget, ligesom lidt det hele, og med lavtfungerende autisme, så er det da lidt et eller andet, synes jeg at mene.

Hvad betyder det, ordet retardering, at være lidt mere forvirret end det man normalt er, nu er det jo mig der skriver her og igen kunne jeg som far godt tænke mig, at der var lidt mere at læse om lavtfungerende infantil autisme og en mental retardering, det ligesom ligger lidt ude i skoven, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Hvor kommer historien fra.

Hvor kommer historien fra, nå alle har vi en histore at komme med. Men det er mange gange fortalt ud fra det man lige er i eller står i lige her og nu. Jeg skriver mange gange lidt anderledes end det der er omkring infantile autisme.

Det har været et par urolige måneder med Alexander og det her med epilepsien. Men det drejer sig ligeså meget om at fortælle om den lavtfungerende infantile autisme for det er der ikke så mange der gør og det synes jeg endnu engang at jeg undrer mig lidt over og igen hvor kommer historien fra for alle har vi jo en historie at fortælle, synes jeg at mene.

Hvorfor er det så vigtigt at kunne fortælle sin historie, udfra det som er fordi det er det som er essensen af meget af det som blot er, tænker jeg så stille og rolig for mig selv. Alexander er meget handikappet af Alexanders lavtfungerende infantile autisme og derfor er det vigtigt for mig, Alexanders far at få det budskab ud til andre mennesker.

Jeg skriver blot som det kommer og tit og ofte hører jeg den her med at autisme er et usynligt handikap men igen så må jeg jo så ligesom skrive at, sådan er det langtfra i alle tilfælde. Alexander er lavtfungerende infantil autist og her er alt meget synligt, alt lige fra a til z, synes jeg så at mene.

Autisme er for mig noget som blot er i luften og det her med hvordan man betegner personer med autisme er sådan lidt personlig for hvad kalder man en autist, er det blot det at kalde en person for en der har autisme, eller skal man som jeg gør individualisere det og blot kalde en person der har autisme for en autist, det er sådan jeg gør og sådan vil det altid være for autisme er ligeså forskellig som personer er, så jeg vil til enhver tid kalde en person med autisme for en autist og det er der absolut ingenting i, synes jeg så at mene. Måske er det fordi at Alexanders infantile autisme er lavtfungerende og alt synes ligesom at have stået stille i ret så mange år nu, er det derfor, ja måske, hvem ved, ja se det er et godt spørgsmål.

Igen, hvor kommer historien fra, det er vigtigt at få beskrevet historien om den lavtfungerende infantile autisme for det er der ikke ret mange der gør. Den lavtfungerende infantile autisme, hvor alt altid synes at starte forfra og blot være det som den lavtfungerende infantile autisme altid er.

Alexander er som Alexander er og selvom der er meget som er lidt et eller andet, så skal der altid tænkes sådan lidt forfra også blive på det hersens før stadie, istedet for det her med blot at tænke i, at det er vigtigt at der ligesom kommer lidt pædagogik ind i billedet. Pædagogik, ja hvad er det for noget, tænker jeg så. Det behøves vi ikke så meget af her, tænker jeg så stille og roligt for mig selv, mens jeg skriver det her.

Det stille og rolige er de sidste par måneder blevet forstyrret hos Alexander og det er efterhånden ved at blive til det stille og rolige igen og det er sådan det åbenbart skal være. Der må ikke være forandringer. Der må ikke være de store ting, det skal blot være og er som det plejer.

Alexander kommer her i eftermiddag hjem til dinovennerne på weekend og det er alt for Alexander med Alexanders dinovenner og Alexander er som Alexander er, glad og tilfreds med at være sammen med Alexanders dinovenner. Alexander, det er som om at Alexander bedre kan finde ud af dinovenner frem for mennesker, ja det skriver jeg let som ingenting for det er sådan at jeg ser det som Alexanders far, ja sådan er det nu blot engang.

Det vigtige, i at fortælle sin historie er vel essensen af meget. Det er som det er og nogen gange er det lidt et eller andet at skrive om noget der ikke er så meget om, men igen det er jo sådan det er, går jeg så udfra.

Samfundet for de lavtfungerende, samfundet for de som ikke kan så meget, samfundet for de lavtfungerende infantile autistiske, meget autistiske, en lavtfungerende intelligens, alt i et og et i alt, vil jeg så slutte mit indlæg for denne gang med at skrive.

Alexander, MR scanning, mandag den 2. november 2015

En MR scanning allerede på mandag. Det er det, som Alexander skal på mandag. Alexander havde ellers fået en tid midt i januar. Men Alexander er blevet sat på en akut liste ude i Århus og Alexander har nu fået en tid allerede på mandag.

Det drejer sig om at finde ud af, hvilken form det er for epilepsi det her er, og om hvilken medicin der er den som Alexander skal tage fremover, går jeg så udfra. Kender i det her med noget som egentlig først skulle ske om et par måneder og så alligevel, så bliver det lige om lidt at Alexander skal til den MR scanning.

På Alexanders EEG undersøgelse kunne der ses en skygge, og det er også for at se hvad det nu er for noget, går jeg så også udfra også det om epilepsien, gad vide om det måske er det samme det der med skyggen og det der med epilepsien, ja det må tiden jo så vise, når Alexander skal til MR scanning på mandag.

Solen har skinnet i dag og jeg har siddet lidt ude på terrassen og kigget ned på skoven mens mine tanker har fået frit løb. Det er jo meget vigtigt at få alle enkelthederne med når Alexander skal til den MR scanning på mandag.

Ligeledes er det vigtigt at det er essentielt at huske alle enkelthederne i det hele, tænker jeg så. Solen skinner lige igennem træerne, som jeg kan se det inde fra stuen, hvor jeg sidder og skriver det her.

Det var en telefonopringning oppe fra Holberghus i går aftes der ligesom gav os det om at Alexander allerede på mandag skal ud til MR scanningen ude i århus, mor og vores kontaktperson oppe på Holberghus, så det er som det skal være.

Hvordan skal det så gå, jo som altid går det stille og roligt, jo min kone og jeg kan da godt blive lidt bekymret for om hvad sådan en MR scanning vil vise, men som altid tager vi det som det kommer, sådan helt stille og roligt, nede på jorden, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Tidligere i dag har jeg siddet ude på terrassen, her forsøgte jeg at få tal på alle de efterårsblade der ligger ude på græsplænen, som det var mange blade der lå på græsplænen og jeg tænkte så også på den stille og rolige skov nede i baggrunden, hvor jeg kunne se solen ligesom glitre gennem det hele, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Når alting altid står stille, så er det godt at der ligesom sker noget. Når alting altid har stået stille, så er det godt at der ligesom er et eller andet, der måske kan give svar istedet for spørgsmål, synes jeg at mene. Jeg vil så også sige, der kommer altid en vis bekymring fra far af, men igen sådan er det jo nok bare med mig, går jeg udfra.

Der er jo allerede et eller andet, der er jo allerede så meget og det som min kone og jeg ligesom leder lidt efter er svar på, hvad der foresager alt det der forstyrrelsespostyr omkring de her krampeanfald, som så allerede har fået et navn, tænker jeg så stille og roligt.

Der er ingen grund til panik, selv om det da er lidt mange ting at kapere på en gang, men igen sådan er der jo så så meget, tænker jeg så på. De sidste par måneder har der været mere postyr end der nogensinde har været før og nu håber min kone og jeg blot på at få nogen svar som vi, altså min kone og jeg kan bruge til noget.

Nu ser det næsten ud som om at solen er ved at gå ned for i dag, jo det er jo blevet vintertid, selv om stolene og havebordet ikke er kommer ind endnu. Det er jo også ganske mildt udenfor, når man ligesom tænker på at det er den sidste dag i oktober, går jeg så udfra.

Der er altid noget nyt at erfare i denne verden, og nu er det jo så at det er ligesom om at man skal til at træde ind i en helt anden verden, kender nogen af jer det, selvom i godt ved hvad det er, så er der altid noget nyt at erfare. Mange gange, ja næsten altid, så er det at se ting i enkeltheder også på en eller anden måde forbinde det hele, for så kommer der ligesom et mål ud af det hele, synes jeg så at mene.

Når jeg står ude i den lille tvstue og kigger ud ad vinduet, ja så kan jeg se ned over Laurbjerg. Der er en lille dis som gør at jeg synes de 5 møller der står nede på bakken ovenfor Laurbjerg, ligesom bliver lidt utydelige og herude i gården er vinden helt stille, mens vimplen oppe i flagstangen blæser lidt.

Det er som det er og alt er som det altid har været, nej det passer vel ikke helt, går jeg udfra. Men det er godt, at Alexander kommer til den MR scanning på mandag, for så får min kone og jeg på en forholdsvis de svar som vi, altså min kone og jeg søger, går jeg så udfra.

Dinovennerne venter på at Alexander kommer hjem på fredag på weekend, næste weekend også kan tingene starte igen helt forfra, igen som det ligesom føles med Alexanders lavtfungerende infantile autisme.

Det er nogen gange som om at det er sket før det hele. Næste weekend kommer der så et par eventyr mere med Alexander og den store gule dinoven og alle de andre af Alexanders dinovenner.

Hernedefra forenden af markvejen vil jeg nu stoppe med at skrive for denne gang for at skrive lidt mere en anden gang, hernede 850 meter fra landevejen, næsten 1 kilometer fra civilisationen, tænker jeg så lidt om det vil jeg så slutte mit indlæg med at skrive, tror jeg nok

At kunne følge lidt med, kan jeg vel kalde det her for.

At kunne se, at kunne være der, at kunne observere er noget af det som skal gøres, når man har et lavtfungerende autistisk barn. Det er det lavtfungerende, der bestemmer ret så meget. Det lavtfungerende findes i den måde som Alexander er på, den måde som Alexander reagerer på, kan jeg vel så sige.

Hvordan er det at se ud fra et spejl, også kigge lidt indad i det samme spejl, det spejlbillede der kommer tilbage til en, er for mig at se hvordan Alexander klarer sig i det daglige, hvor selv noget lillebitte kan give lidt udfordringer.

Der har været lidt forandringer med de hersens krampeanfald som nu er blevet til epilepsianfald der ligesom kommer engang imellem og forstyrer det der stille og rolige. Nogen gange er det da lidt svært at være med på det hele, men så er det blot at det drejer sig om at sætte farten lidt ned og være der, ja blot være der.

Dinovenner er dinovenner og indgangsvinklen til Alexanders lavtfungerende infantile univers. Det er jo som det er, dinovenner er Alexanders helt egen autistiske måde at være på, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Det det er er også det som altid skal gåes udfra, og der skal ikke være nogen ændringer i noget, for så kan det være lidt forvirrende og lidt sådan et eller andet tænker jeg. Det samme, hver gang altid. Det er blot en måde at være på, en måde at leve på, siger jeg så bare og et eller andet, mens jeg skriver.

At være der og gå en tur med dinovenner, den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand, hvor alting altid er som Alexander vil have det. Det er den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand, det ligesom kører efter og det vigtigte er at følge den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptands bevægelser, hvor den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand går hen, så at sige, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Autismen er noget som blot er her, autismen kan ses i alt som Alexander er og alt hvad Alexander gør men alligevel så er alt måske lidt anderledes end det man hører om. Det drejer sig om at kunne komme på et plan, hvor det er dig der skal kunne forstå Alexander også blive der på det niveau i et og alt, hvis jeg kan sige det på den måde.

Det her med at være et med øjeblikket, at være et med det som lige er i teten her og nu, det lavtfungerende, set fra den side hvor forståelse er noget af det vigtigste der er, der eksisterer. Det med øjeblikket, er vigtigt, synes jeg at mene. For det er nemlig i øjeblikket, at man finder så utrolig meget.

En gåtur ud foran på terrassen er det som godt kan tage lidt lang tid, det kommer alt sammen an på hvor mange dinovenner der skal være med på gåturen også må man jo ikke glemme Alexanders blå båd og den sorte murspand. Nogen gange kan det ses som om at der er en eller anden forståelse imellem Alexanders blå båd og den sorte murspand og også alle Alexanders spande i forskellige farver kan ses som om at det er ganske forståelig i den rækkefølge som det hele bliver stillet op i, ja det ka da godt være at det lyder som et eller andet, men igen det er jo også blot min opfattelse af, hvordan tingene ligesom sker, for det sker altid på samme måde, på samme et eller andet, i det selvsamme øjeblik, kan jeg vel så sige, var det til at forstå eller var det lidt for kringlet eller et eller andet deromkring.

Men hvad så med sådan noget som det at komme på eventyr ude i haven. Der er altid et eller andet som lige sker. Altid så kan der lige komme en fugl som lige gør at Alexander kigger op. Nogen gange er det som om at Alexander ligesom helt går ind i sig selv, også kommer der mange gåture i rute fra terrassen ned til Alexanders gynge, hvor Alexander og den store dinoven lige får sig en af mange gyngeture i løbet af en weekend hjemme hos mor og far.

Man skal være der 100 procent for blot at være en del af det også samtidig kunne sætte sig ind i et lavtfungerende autistisk univers, hvor tid ikke er så vigtig og tiden godt kan stå lidt stille. Sådan føles det ihvertifald, synes jeg at mene. Det drejer sig blot om at være der og ja blot se, observere alt, hvad der er, tænker jeg så.

Sikke meget at skrive, når det eneste jeg egentlig ville skrive, var at man skal være der for at være der eller sådan noget for det er vigtigt at følge med i alle de der ting der er omkring et eller andet med vore børn, tænker jeg så.

Det giver så meget.

Det giver et eller andet, blot at være her. Der er så meget som blot er. En Alexander lyd som gu gu, gad vide, hvad det betyder. Alexander er glad, men der er jo så meget, med det nye og det gamle, som altid er det samme.

Alt det der med udvikling har altid stået stille og altid, så er alting som det plejer at være. Autismen, stille og roligt tager autismen det som det nu engang er, kan jeg vel så tænke om det.

Men roen kan godt blive forstyrret, for det er så vigtigt at alt altid er stille og roligt, uden de helt store forstyrrelser, men nu er der så kommet nogen krampeanfald der ligesom forstyrrer roen og det har de, altså lægerne oppe på Randers Centralsygehus har fundet ud af, at det er epilepsi, så nu har de krampeanfald altså fået et navn, som er en eller anden form for epilepsi.

Alexander er hjemme på weekend og her i eftermiddag var Alexander med i Hammel for at handle og Alexander skulle på vanligvis have Alexanders 2 sodavand og mælkesnitter.

Da bilen igen kom hjem havde Alexander fundet Alexanders blå båd og Alexander havde også fundet Alexanders spande også lidt vand også er det altid sjovt med Alexander og den store gule dinoven. Den store gule dinoven, der så plasker med lidt vand og Alexander der griner og smiler over hele femøren, hvis far kan bruge det udtryk her.

Det har været en lidt urolig tid for Alexander, men nu er det som om at der er ved at falde lidt ro, sådan, meget stille og roligt, dog er det som om at alting ligesom går lidt langsommere, men sikkert og det er også sådan det skal være, tænker jeg så, mens jeg skriver.

Der er ro, men lidt uro, dog ikke denne weekend, hvor Alexander lige har samlet alle dinovennerne ude foran fjernsynet ude på bordet, ude i den lille tv stue. Jeg tænker at det er rigtig godt, sådan at se Disneys Bertram og Bianca, sådan en fredag aften.

Stille og rolig, dog uden den uro som ellers har været. Det er nu engan dejligt at se synes jeg så at mene. Herhjemme har autismen jo altid været lidt anderledes, end det man normalt hører om. Det lavtfungerende, ja to ord som jeg bruger rigtig meget, men de to ord betyder meget. Det lavtfungerende i et samfund, hvor der ligesom er mere brug for forståelsesproblemer det lavtfungerende der også kan være i et samfund som det danske, tænker jeg så.

Alexander, ja det drejer sig altid om her og nu. Hvordan, det end er, så betyder alt et eller andet, tror jeg nok. Det lavtfungerende, ja hvad er det for noget. Det lavtfungerende er alt det som Alexander ser og ligesom gør i Alexanders meget autistiske måde at være på.

Gu gu, en Alexander lyd der ligesom kan betyde mange ting, men den store gule dinoven står ude på bordet i den lille tv stue og ser tegnefilm med Alexander og ja der kommer mange gu gu Alexander lyde derude fra.

Den lave intelligens og det lavtfungerende har vel egentlig ogsånoget med hinanden at gøre. Det er noget der ikke betyder så meget for det betyder nu ikke så meget, men engang imellem er det nu blot rart at få sat lidt ord på.

Hvad er det, der betyder så meget, ja alt vel, sådan set, hvis jeg kan sige det sådan og det er nu godt at alt ligesom er blevet stille og roligt igen. Det er det bedste, synes jeg så at mene.

Roen har ligesom fundet Alexander igen. Der har da været lidt sådan et eller andet, men det er jo blot som det er og en stille, fred og ro er nu det allerbedste. Det hele er jo sådan set meget nyt, det her med epilepsien oveni den lavtfungerende infantile autisme, men egentlig, så drejer det sig jo blot om at være der og gøre det bedste der er for Alexander og det er virkelig at tage det stille og roligt, ja sådan er det nu blot engang.

At tænke på som det er også kommer jeg lige pludselig i tanke om at det er godt det er som det er for ja det bliver jo ikke anderledes og ja det er min kone og jeg godt tilfredse med, sådan har det jo i grunden altid været, tænker jeg så.

Det giver et eller andet, blot at være her, selvom alt er som det er og ja hvad så, tænker jeg så lidt for mig selv. Det er så meget, blot at være her og se, gøre det hele, sådan ja, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Continue reading

I et stillestående, lavtfungerende autistisk univers.

Som at skrive det samme, sådan kan jeg nogen gange godt have det som om, at det er noget af det samme som jeg skriver om, men alt det er er er også lavtfungerende, kan jeg sige det sådan. Det eneste, som jeg kan skrive er de oplevelser der bliver til, når Alexander er hjemme på weekend hver 14. Dag.

Det skal være som det plejer, ja det er meget vigtigt, at det man gør også er det som det plejer at være den måde man gør tingene på. Dinovenner der gør oplevelser til det som betyder rigtig meget for Alexander, der er dinovenner til og ja så er der alt det andet, går jeg så udfra.

Hvordan er det, at kunne beskrive den lavtfungerende infantile autisme og samtidig godt vide, at det også ser sådan ud både nu, før og også i fremtiden, for det hele går altid ud på her og nu, det som er, lige er her i det øjeblikhvor ting er sket og kun en ting ad gangen med de samme nuancer som før, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Noget af det som man blot regner med, at man kan er noget af det som Alexander ikke kan, jo Alexander har Alexander lyde og Alexander har helt Alexanders helt egen tegn som man ligesom skal være indviet i at forstå. Noget af det som man regnede med kom engang er blevet helt væk, men kommer ud i Alexander lyde som uy og yy og gu gu og jj jj, ligesom der er flere Alexander lyde der er en del af Alexanders lavtfungerende autistiske måde at kommunikere på, når det først lige er, er det ikke så svært og jo det må det jo så være for dem der ikke lige er indviet i at forstå hvad Alexander lyde betyder.

Ja, jeg vil jo egentlig kalde det for let, men for en der kommer udefra, er det noget som måske er ganske uforståelig og ganske svært må jeg jo så gå udfra, var det forståelig eller var det lidt for kryptisk en forklaring at komme med. For mig er det egentlig den eneste måde jeg ligesom kan forsøge at forklare det på. Det er derfor, at jeg håber at den måde som jeg stiller det op på her er forståelig og til at kunne forstå, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Når der kommer et eller andet som måske går på tværs, drejer det sig altid om at tage det som det er også stille og roligt gøre det udfra den her med en ting ad gangen for ligesom at få en forståelse, for hvad der er og hvad der ikke er

Altid skal der være meget lige omkring det som lige er, og sker i øjeblikket. Det autistiske er her altid. Autismen er stille og rolig, autismen er her i et blik og for at være her skal det ligesom ses i blikket fra Alexander til den store gule dinoven.

Autismen er lavtfungerende og hvad der egentlig foregår, så er det som om at der lige sker et eller andet i øjeblikkket i Alexanders lavtfungerende infantile autistiske univers.

Det stille og rolige autistiske infantile lavtfungerende autistiske univers, er her altid og Alexander har altid et smil til overs, hvordan det end er, ja så er det måske det her med forståelsen af ting som de egentlig er der, er det som jeg vil kalde for essensen af det hele for Alexander, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Det, der gør det svært, er det her med, hvad skal der til for at der kommer mere fokus på lavtfungerende infantil autisme, hvor alting starter et sted også stedet man går henimod forbliver altid det samme, ja det er sådan en følelse som jeg ligesom sidder lidt tilbage med, men fokus og ordet fokusering er noget af det som skal læres udenad for der skal ligesom altid være fokus og fokusering på det her med den lavtfungerende infantile autisme, hvor alting altid er så stillestående som alting godt kan føles det er, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Det basale, jævne og lave niveau er en nødvendighed at have kendskab til, det basale, jævne og lave niveau, hvor alting altid foregår sådan meget langsommere end det egentlig gør. Egentlig, så er det hele meget lavtfungerende og fungerer på et lavtfungerende niveau, som vel egentlig kan kaldes for det lavtfungerende og tager man så og putter noget autistisk oveni det hele, ja så kommer det hele til at foregå og fungere på et lavtfungerende autistisk, stillestående niveau, kan jeg vel så kalde det for.

Det basale, jævne og lave niveau der ligesom altid gør tingene sådan meget langsomme og meget langsommelige, ja kan jeg kalde det for sådan. Det tror jeg, nu at jeg kalder det for, sådan er det nu blot engang, går jeg udfra.

Et eventyr eller to ude i haven

Kan det være, eller er det som det er, kan det være eller er det som det er jo egentlig det samme som at gå udfra det samme udgangspunkt, indimellem så er det som om det hele kører lidt rundt, men så får jeg ligesom en klar tanke og ja så er jeg der igen, er der andre der kender, det kan jeg jo så passende spørge om.

Den store gule dinoven er Alexanders bedste dinoven herhjemme hos mor og far, men Alexander har fået en anden stor grå dinoven der ligner den store gule dinoven til forveksling,og ja det ser nu lidt sjovt ud, når den store gule dinoven og den store grå dinoven er med ude for at gå tur, så er der jo også den lysebrune fætter skarptand som lige stiller sig i midten af det hele, og ja så er det hele klart til gåturen ude i haven om til den sorte murspand.

Den store gule dinoven er altid i front også lige bagefter, så kommer den lysebrune fætter skarptand, men det tager sin tid at gå sådan en tur om til den sorte murspand, blot for lige at putte den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand i den sorte murspand og den store grå dinoven står lige omme på terassen og venter på at Alexander lige får puttet den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand i den sorte murspand, der står oppe ad muren omme ved vinduet.

Omme ved vinduet står der en og vinker til Alexander, ja det er mor der indefra stuen lige vinker til Alexander og Alexander smiler da også da mor åbner vinduet for at få et mor nys fra Alexander. Herefter går gåturen videre om til terassen, hvor den store grå dinoven stadig står og venter på Alexander, den store gule dinoven og den lysebrune fætter skarptand. Herefter er det som om at alting går sin gang. Den store gule dinoven, den lysebrune fætter skarptand og den store grå dinoven går en tur over imod den lille græsplæne, ovre ved carporten.

Den store gule dinoven, den lysebrune fætter skarptand og den store grå dinoven er kommet over til den lille græsplæne ovre ved carporten og Alexander går nu over til carporten og kigger efter en spand og far har taget en gul spand med også stiller Alexander spanden på den lille græsplæne ovre ved carporten og bagefter så går Alexander om i haven for at hente to andre spande som så også bliver stillet omme på den lille græsplæne ovre ved carporten. Nu bliver den store gule dinoven puttet i den ene spand og den lysebrune fætter skarptand bliver puttet i den andende og den store grå dinoven bliver også putter i den tredje spand.

Så er det, at Alexander går over for at sætte sig på de dten der er ovre ved flagstangen og her kigger Alexander så efter spandene som stadig står på den lille græsplæne. Herefter går turen så over til de 3 spande, hvor Alexander stille og roligt samler de 3 dinovenner op også går turen ellers om til Alexanders blå båd, hvor der er kommet lidt vand i for nu skal de 3 dinovenner åbenbart puttes i vandet i bunden af Alexanders blå båd, hvilket Alexander åbenbart synes er sjovt.

Man kan da godt mærke, at solen ikke er så god som solen har været, men sådan som vejret er udenfor er det helt i orden med lidt blæst ind på kinderne og ja det er jo så sundt at være udenfor siges det jo, nå Alexander og den blå båd, ja her kommer der ligesom mange gode og sjove grin fra og med et er det som om at Alexander lige fanger vinden med den store gule dinoven, også selvom der jo reelt ikke er så meget vind alligevel.

Nu, lige her bagefter er det så at Alexander gerne vil en tur over i stalden, blot for at se sig om og herovre i stalden finder Alexander en spand mere og Alexander går så lige om i haven og stiller spanden oven på en anden spand også vælter de to spande, hvilket Alexander også synes er sjovt og den store gule dinoven, den lysebrune fætter skarptand og den store grå dinoven står og ser på, mens Alexander lige laver nummeret med de to spande engang mere og tilfreds ser Alexander så over på den store gule dinoven, den lysebrune fætter skarptand og den store grå dinoven.

Et eventyr ude i haven kommer der altid ud af det, når Alexander er hjemme hos mor og far. En dinoven er altid med på Alexanders eventyr ude i haven og dinovenner er simpelthen uundværlige for Alexander.

Nå, Alexander vil ind for at se tegnefilm og ja der er Bertram og Bianca på videoen og et stykke kage og en sodavand til Alexander, ja det passer Alexander ganske udemærket skulle jeg mene.

Hernede fra forenden af markvejen, 850 meter fra landevejen og næsten 1 kilometer fra civilisationen vil min kone og jeg gerne sige at selvom der er så meget som der altid vil være med Alexander, ja så er min kone og jeg glade for at tingene er som de er, ja også er det jo blot at vi lige mangler det her med den mr scanning som forhåbentlig lander indenfor den nærmeste fremtid går min kone og jeg så udfra.

Alexander og den store gule dinoven nåede også en tur ned i skoven inden den gule cirkel ligesom forlod dagen og blev til noget mere mørkeagtig som jo først bliver til en aftenstund og senere til nat. Alexander og den store gule dinoven gik ned ad skovstien og nede ad skovstien var der lige noget puslen, det var dog blot en fugl da Alexander ligesom fik kigget efter det.

Nede ved broen som går over til skoven skulle Alexander og den store gule dinoven lige se efter noget, men far fik aldrig rigtig fundet ud af hvad det nu engang var, inden Alexander og den store gule dinoven gik videre om til den høje og stejle tour de france bakke.

Så gik turen op ad tour de france bakken og far haltede selvfølgelig efter i fart, men Alexander og den store gule dinoven ventede på far oppe forenden af den høje og stejle tour de france bakke nede i skoven.

Oppe på marken var der lidt stille, men med et var der en gu gu lyd der rungede over det hele ud på marken, inden turen gik videre, henimod træet, hvor Alexander lige med et stoppede op for at kigge lidt op, ja der var en musvåge, tror far det nok var og den store gule dinoven skulle lige kigge med, inden turen gik ned imod svinget og ned ad markvejen, ned imod træet som jo kommer før huset, ja, også kom Alexander ind for snart var det ved at være mørkt og egentlig der skulle der have været bøffer til aften, men det blev så lige pludselig lavet om til pizza,nede fra pizzamanden, nede i Laurbjerg.

Et eventyr ude i haven er noget som altid er muligt, et eventyr som lige har udspillet sig ude i haven i dag, onsdag i efterårsferien, slutter jeg så lige mit indlæg med at skrive.

Lidt om ordet autistisk

Ordet autistisk, hvad er det første så man tænker på, for mig er det eksempelvis at Alexander hele tiden er autistisk, meget autistisk for det drejer sig om at være der, se og observere det autistiske, det meget autistiske. Ordet autistisk, ja jeg tænker på det autistiske på noget som blot er, for det er som det er, tænker jeg lidt.

Ordet autistisk får mig også til at at tænke på det koncentrerede, på det konstante, på det konkrete, det blik som Alexander sender til den store gule dinoven og det indelukkede miljø som Alexander altid befinder sig i, men det er godt det er sådan for det indelukkede miljø er den omverden som Alexander er og lever i, tænker jeg ligesom.

Ordet autistisk er det at befinde sig i et meget lavtfungerende, konstant, stillestående autistisk univers som er Alexanders helt eget og ja det autistiske er noget som altid er det samme, i dag, i går og et sted langt ude i fremtiden , tænker jeg om sådan noget.

Det autistiske er som det er og sådan som jeg ser det, ja så er det autistiske noget positivt noget som man skal bruge til at forstå og acceptere det meget autistiske og det meget lavtfungerende på, synes jeg så at mene om det.

Ordet autistisk betyder stille og roligt og, alt det som er imellem, så at sige. Autistisk er det at være, ja som at være i Alexanders lavtfungerende,autistiske og stillestående autistiske univers, ja som at være der selv, kan jeg vel så sige om det, tror jeg nok.

Hvordan det er, er som en beskrivelse af at se noget, at observere autismen, når den blot er her, men autismen er som at se ud igennem et spejl der reflekterer tilbage og ja en lille vidnesberetning herom er så utrolig vigtig.

Man kan vel sige at ordet autistisk er lig med noget som blot er det, lige at nå dertil hvor det hele så står stille og alt føles som om det var i går, men igen så synes jeg egentlig at det er en god ting at Alexanders lavtfungerende infantile autisme er som den nu engang er. En konstanthed, der blot er så konstant som den lavtfungerende infantile autisme var i går og ja som den altid har været i Alexanders liv og ja som den lavtfungerende infantile autisme er, ja sådan var den også i går, tænker jeg lidt.

Ordet autistisk, får mig også til at tænke på noget som blot er en konstanthed i noget, noget som egentlig gør hele forskellen. Det lavtfungerende, som er er et ud af meget som er en del af det vi lever i. Det meget autistiske er som jeg beskriver en meget konkrethed der er endnu mere konstant, ens det som blot er.

Lad det være, som det er, for det er meget bedre sådan er det som om at det er. Jeg kan kun, skrive som far hvordan det er at se til at alt ligesom er en stilstand i en konstanthed, så at sige, men igen hvordan det end er, ja så er det meget lavtfungerende og kun i et meget langsommeligt tempo, som det er på Alexanders helt egen facon, hvis jeg kan bruge det udtryk her.

Det som er, er også sådan det er. Hvordan stilheden, også opfattes af mig som far som menneske er måske lidt anderledes, men igen det er fordi at Alexander er så lavtfungerende i Alexanders eget helt lavtfungerende infantile autistiske univers, hvor det konstante er stillestående, en stilstand der er til at regne med, synes jeg at mene.

Med ordet autistisk, følger også det der med at være her, som det er, at være der selv, egentlig så er det lavtfungerende jo blot noget som ligesom ligger i naturen god nogen og ja, hvem er disse nogen så. Det er alle de autister der er lavtfungerende og ja, når jeg læser et eller andet, så kan jeg da godt føle mig lidt et eller andet, når det som jeg skriver om, er det eneste der er at finde om lavtfungerende infantil autisme.

Jeg kan vel kalde Alexanders lavtfungerende infantile autisme for positiv, for det synes jeg det er, blot det at være her er nok, blot det at kunne føle at der er et eller andet, ja det er alting synes jeg at mene. Det positive, det gode, men så er der jo også det som jeg godt ved, nemlig at sådan her vil det altid være, nu og et langt stykke ud i fremtiden, men igen sådan er det blot for min kone og jeg at være forældre til Alexander der er lavtfungerende infantil autist, i Alexanders eget lavtfungerende univers, hvor stilstand og det stillestående er en konstanthed der er meget konkret og ja sådan er det også med den store gule dinoven og det at Alexander altid har et smil til gode når Alexander ser den store gule dinoven tænker jeg blot, for det er sådan det er, meget ukompliceret ser det ud, men den lavtfungerende infantile, stillestående autisme er meget mere kompliceret end som det blot er, men igen det er som det ser ud, ja sådan har det altid været og sådan vil det også være i lang tid fremover, tænker jeg så som Alexanders far.

Det var så lidt om ordet autistisk fra min side, helt set udefra, blot fra en fars side, hvis det giver nogen mening.